Nord for Portugal, i Spaniens nordvestligste hjørne og med Atlanterhavet mod både vest og nord, ligger landets frodigste region, Galicien. Klimaet i de kystnære områder er fugtigt og - sammenlignet med resten af Spanien - køligt. I dette klima trives en række autoktone druesorter, først og fremmest den lille, tykskallede og robuste Albariño, men også Treixadura, Mercía og Caiño, for blot at nævne nogle få. Albariñoerne anses i dag for de bedste (og dyreste) spanske hvidvine, med et touch af noget sjældent og eksklusivt. Regionen er da også som en lille verden for sig. De fleste bodegas er meget små, og den relativt lille produktion af topvine rækker ofte kun til den storslåede lokale gastronomi bestående af først og fremmest fisk og skaldyr.

På sydvendte, stejle skråninger i den spektakulære Ulla-dal med den pittoreske Gundián-bro næsten indenfor synsvidde har familien Valdés gennem mere end 30 år dyrket de autoktone druer Albariño og Treixadura. Her - ikke langt fra den berømte valfartsby Santiago de Compostela i øvrigt - byggede familien i 2001 sin egen Bodega, hvilket gav et nærmest sensationelt løft i produktionen, først og fremmest på kvaliteten. Om man spørger Guía Peñin, Salón Internacional del Vino eller Associación de Sumeilleres de Galicia: Adega Valdés hører til blandt de absolutte tophuse i Rias Baixas. I det supermoderne vinhus fremstilles først og fremmest de to hvidvine Albariño Guandián, som er lavet 100% på albariño-druen, og Paza Viladomar, som primært produceres på Treixadura-druen med en mindre portion Albariño tilsat. Denne druekombination giver en om muligt endnu mere aromatisk vin, og der er mange, der betragter Pazo Viladomar som top-vinen fra Adega Valdés. Men de er fremragende begge to. Virkelig elegante hvidvine. Der er ingen tvivl om, at Adega Valdés er en meget ambitiøs producent. Deres vine er repræsenteret over hele Spanien, og med ansættelsen af den meget energiske og dynamiske eksportchef Alicia Carro er der også kommet godt gang i eksporten. I dag eksporteres Adega Valdés hvidvine til Tyskland, Schweiz, England, Belgien, Japan, USA og nu også til Danmark. Der er ingen tvivl om, at det er hvidvinen, der spiller den største rolle, hos Adega Valdés som i Rias Baixas i det hele taget. Rødvinsproduktionen er uendeligt lille. Hos Adega Valdés laves en rødvin på de autoktone druer Mercía og Caiño. Denne vin vinificeres i overensstemmelse med gamle traditioner i området og er unik og svært sammenlignelig med noget som helst andet. Den kan næppe købes uden for Galicien - bortset fra i Danmark! Hos SobreSol har vi nemlig en svaghed for noget, der er anderledes, så vi har taget et mindre parti hjem og er således leveringsdygtige i hele Adega Valdés sortiment af bordvine. Prøv i øvrigt alle tre til ost! Såvel rødvinen som de to hvidvine gør sig med deres behagelige syre fremragende sammen med fede cremede oste. Eller prøv de hvide til Sushi. Det er ikke nogen tilfældighed, at Japan er et af Adega Valdés sørste eksportmarkeder!

Bemærk i øvrigt Albariño Gundians "karakterbog":

  • Broncemedalje v. XVIII Certamen/Cata-Concurso Albariño 2006
  • Sølvmedalje ved IWC 2006
  • Anbefalet af Decanter Wine World Awards 2006
  • Smagning "Anything but Chardonnay" ved Prowein 2006: 2 stjerner (af 3 mulige)
  • 86 pts. i Guía Peñin
  • 86 pts. i Wine Spectator, december 2005
  • 87 pts. i Wine Enthusiast, november 2005
  • Månedens vin, maj 2005 i Weinwelt (Tyskland)
  • Sølvmedalje ved international vinkonkurrence, Salon Internacional del Vino, Madrid 2004
  • Sølvmedalje v. Certamen Cata/Concurso Rías Baixas Albariño 2004
  • Broncemedalje v. XVI Cata de los Vinos de Galicia 2004
  • Distiguidos Gallaecia 2002. Associación de Sumilleres de Galicia 

Ole Hannibal Bruun