Rioja-distriktet har 3 "under-områder", Rioja Alta og Rioja Baja, som begge hovedsageligt ligger syd for Ebro-floden (Rioja Alta har en enkelt "klat" nord for floden) samt Rioja Alavesa, som ligger nord for floden på de sydvendte skråninger, som udgør forbjergene til Sierra de Cantabria. Forskellene i vinene fra de tre underområder kommer blandt andet af højdeforskellen, men i mere udpræget grad af jordbundsforholdene. Bodegas Luis Alegres historie er en del anderledes end f.eks. Remelluris, men på mange måder også typisk for området. Den har navn efter grundlæggeren, som sammen med sin foretagsomme hustru Marichu Sáenz de Samaniego med grundlæggelsen af denne bodega i slutningen af 60’erne realiserede en livsdrøm. 1990’erne var en vanskelig tid for mange producenter i Rioja. Hos Bodegas Luis Alegre indgik man i slutningen af 90’erne en samarbejdsaftale med en gruppe nye investorer, unge ønologer og landbrugsingeniører med visioner og vilje til at gældsætte sig for et projekt, de troede på. Som et symbolsk udtryk for de nye medejeres filosofi, ”teknologi og tradition – hånd i hånd”, står den gamle bodegas bygninger stadig, side om side med en spritny  cirkelrund designer-bygning i fire etager, heraf de tre under jorden, fyldt med den absolut nyeste teknologi, hvor den ansvarlige ønolog advares automatisk i form af en SMS eller et opkald på sin mobiltelefon, hvis noget i produktionsprocessen afviger fra det forventede. Her er alle sejl sat til for at skabe den ultimative kvalitet. Der hersker en ukuelig pionerånd på stedet, og man er ikke bange for at være foregangsmænd når det gælder den vedvarende sikring af højeste kvalitet i produktionen af vin. Således har man på Bodegas Luis Alegre udviklet og - som de første i Spanien - indført et mobilt selektionsbånd i lighed med dem, der bruges mange steder i både Bordeaux og Bourgogne, hvilket betyder, at udvælgelsen og sorteringen af druerne foregår i marken, således at der aldrig kommer kontakt mellem perfekte og dårlige, syge, umodne eller overmodne/rådne druer, end ikke under transporten fra marken til bodegaen.

Også når det drejer sig om fremstillingen af egefade adskiller Bodegas Luis Alegre sig fra andre vinproducenter, idet man regelmæssigt analyserer det egetræ, man har indkøbt hos 3 nøje udvalgte savværker i Frankrig, USA og Ungarn, med henblik på at fastslå træets indhold af tanniner, vanilin mm., således at man kan udvælge forskellige stave til fremstillingen af fade, afhængigt af, hvilken vin, man ønsker at producere samt fastslå det bedste tidspunkt for fremstillingen af fade. Hos Luis Alegre producerer man moderne vine af høj kvalitet, fra unge, friske og frugtige rød- hvid- og rosévine over crianza til enkeltmarksvine med lang lagringstid på fad og flaske. ARTIKLEN ER UNDER UDARBEJDELSE