Ifølge myterne gik den store karthageniensiske hærfører Hannibal med sine elefanter omkring år 218 f. Kr. forbi det sted, hvor Nathalie og Bernard Coquelle nu driver deres provencalske vingård.

Om disse myter har nogen som helst hold i virkeligheden er nok tvivlsomt, men sandt er det, at ejendommen fra dens grundlæggelse i 1772 og indtil 2001 var i samme families eje, og at den ældste søn igennem generationer blev døbt Annibal. Bernard og Nathalie Coquelle har efter deres køb af ejendommen i 2001 videreført navnet på ejendommen og bruger stadig elefanten som emblem. Ingen af deres 4 sønner hedder dog Annibal, men de er også alle født længe før Bernard og Nathalie besluttede at købe Domaine des Annibals!

Første gang jeg stødte på vinene fra Domaine des Annibals var på en ferietur i 2003. Vi boede i La Garde Freinet, og som en af de første handlinger efter ankomsten til stedet opsøgte jeg en lokal vinhandler for at købe nogle flasker vin fra området. Vinhandleren anbefalede mig 2 rødvine, deriblandt Dom. des Annibals AOC Coteaux Varois. Jeg kendte ingen af dem, men besluttede naturligvis at købe den, der hed ligesom jeg selv! Det fortrød jeg aldrig. Vinen er indbegrebet af kraftig provencalsk vin med både god frugt, skovbund og mineralske undertoner. Jeg besluttede at aflægge et besøg på domænet og nævnte dette for vinhandleren, da jeg besøgte ham igen for at "tanke op". Vinhandleren så nærmest bestyrtet ud ved tanken og indvendte, at det kunne jeg ikke gøre uden en formel invitation (!). Tilfældigvis var samme vinhandler dog bemyndiget til at udstede en sådan, hvilket han uden tøven gjorde, dog med kraftige formaninger til mig om at huske at nævne, hvem der havde udstedt invitationen.

Den slags påfund skal man ikke lade sig narre af. Bernard og Nathalie modtager gerne besøg, især hvis man holder sig indenfor åbningstiderne og evt. telefonisk melder sin ankomst på forhånd (Nathalie er halvt skotte og taler glimrende engelsk).

Nathalie er en lidenskabelig fortaler for alle former for miljøbeskyttelse. Derfor er alle deres vine økologiske, ligesom al elektricitet, der bruges på domænet, såvel privat som i produktionen, stammer 100% fra vedvarende og miljøskånende energikilder.

Domaine des Annibals vine bliver hvert år rosende omtalt i både regionale og nationale vinguider, ligesom alle vine har vundet præmier i forskellige konkurrencer.

 Ole Hannibal Bruun