Jaime Rodriguez er navnet på indehaveren af bodegaen Granja Nuestra Señora de Remelluri, og denne vin er en hyldest til ham. Og hvilken hyldest! Denne vin kunne Jaime Rodriguez egen søn, den navnkundige Telmo, ikke have lavet bedre. Simpelthen en kraftpræstation i moderne vinmageri i Rioja. Siden Telmo "forlod den fædrene gård" i 90'erne for at gå sine egne veje efter 10 år som ønolog hos faderen, har Ana Barrón været den ansvarlige ønolog på stedet, og det gør hun mesterligt. Remelluris vine er noget af det tætteste, man kommer på en "Chateau-vin" udenfor Frankrig. Den er mørk og næsten ugennemsigtig. I næsen overordentlig intens. I smagen dominerer vilde bær og komplekse hints af kaffe og tobak. Velstruktureret. En formidabel vin men i modsætning til nogle af de kraftige spanske vine også med både elegance og finesse, selv på dette forholdsvis tidlige stadium i udviklingen.
|